Hvordan ved du, om du gør det rigtige?
Hvordan ved vi, om det, vi gør for at understøtte kommunikation, er det rigtige? Hvad kan vi lægge mærke til, som fortæller os, at vi er på rette spor? At vores indsats hjælper det barn eller den voksne, vi sidder over for til at kunne kommunikere på en måde, der er nyttig, positiv og meningsfuld for personen?
I en typisk udvikling, vil en stor del af den tidligste kommunikation, handle om ’at kommunikere for at kommunikere’. Selv om kommunikation bruges til at udtrykke konkrete behov og ønsker, handler en stor del af kommunikationen om at indgå i gentagne, gensidige, glædesfyldte udvekslinger med blikke, lyde, smil og kropskontakt. I de samspil mærker spædbarnet, at det kan være sammen med andre, at det bliver hørt, at det kan høre andre, at det kan forstå andre og selv blive forstået. Og dets omsorgspersoner mærker tilsvarende, at de gennem deres måde at være på, støtter barnets lyst til at kommunikere og være i samspil.
For de fleste sker den alt dette på en naturligt, frit flydende måde, lige fra vi bliver født. Og når vi fra omkring halvandetårsalderen i stigende grad tilegner os talesprog, bygger det på utallige gentagelser af samspil, lege og dialoger. Det er samspil, som i starten er kortvarige, enkle og langsomme, men som op igennem de første 18 måneder af vores liv bliver mere og mere komplekse, righoldige, nuancerede og langvarige. I disse samspil, vil de voksne typisk (uden at tænke over det) lade den endnu uerfarne kommunikationspartner (barnet) lede og føre – og lade deres egne input bygge på følsom afstemning til barnet.
Men ved nogle tilstande og handicap, kommer denne kommunikative udvikling ikke af sig selv. Det gælder fx ved autisme, multiple og svære funktionsnedsættelser, intellektuelt handicap/udviklingshæmning, medfødte hjerneskader m.v. Det betyder også, at man som forælder til et barn med såkaldte kommunikationshandicap, ikke lige så nemt finder de ”pejlemærker”, som fortæller én, at man gør det rigtige for at understøtte sit barns kommunikationsudvikling.
Fysiske funktionsnedsættelser kan gøre, at personen har sjældnere eller svagere signaler, så det bliver svært at vide, hvad man skal svare på. Måske kommer man til at fokusere mere på konkrete behov og ønsker, mens den mere nuancerede kommunikation er sværere. Vanskeligheder med sanseforarbejdning (fx ved autisme), kan gøre, at man som forælder kommer til enten at være ”for lidt” eller ”for meget” (så man overvælder personen). Hos nogle børn med autisme, er signalerne måske atypiske; de adskiller sig fra de signaler, mange andre børn har, og man ved ikke helt, hvad man skal svare på. Intellektuelt handicap kan betyde nedsat processeringstid, som kan gøre det sværere at finde et naturligt ”flow” i samspillet.
Det kan også være, at råd fra fagfolk har haft et snævert fokus på fx målrettet, funktionel kommunikation (”Jeg vil gerne have vand” eller ”Jeg vil på legepladsen”) og mindre om den del af kommunikationen, der støtter barnet i ”bare at være social” eller at ”kommunikere for kommunikationens skyld.” Eller man har fået råd, der fokuserer på talesprog og symbolsk forståelse, mens de ikke-verbale dele af kommunikationen ikke berøres så meget. Det kan betyde, at man er mindre fokuseret på disse sociale, og ofte ikke-verbale, aspekter af kommunikationen, kommunikationens basale grundlag, og mere på brugen af symboler, billeder, ord og begreber.
Hvordan ved jeg, om jeg gør det rigtige?
Hos både børn og voksne med kommunikationshandicap er der altså mange udfordringer, der kan gøre det sværere for forældre og andre omkring personen at opfange de signaler, der kan fortæller os, om vi har fat i (noget af) det rigtige. Så, hvordan kan vi i samspillet med børn og voksne med kommunikationshandicap vide, om det, vi gør for at understøtte kommunikation, er det rigtige? Hvordan føles det at være på rette spor med hensyn til kommunikation? Hvilke ting kan vi lægge mærke til hos os selv og hos de(t) menneske(r) med kommunikationshandicap, vi er tæt på i dagligdagen, enten derhjemme eller som medarbejdere?
Selv om svaret på dette altid er individuelt og noget, vi mærker hos os selv, gennem et vedholdende, glædesfyldt og fokuseret arbejde med kommunikation, er der nogle erfaringer, der går igen, når vi begynder at mærke, at vi har fat i det rigtige.
Jeg har nedenfor samlet otte tegn, der indikerer, at du er på rette vej. At det, du gør sammen med barnet/den voksne, er noget, der understøtter hans eller hendes kommunikative udvikling. De otte tegn er gennemgående erfaringer hos både mig selv og de mange forældre og fagfolk, der arbejder med at understøtte kommunikation gennem Intensive Interaction. Otte tegn på, at man som kommunikationspartner er på rette vej lige nu:
1. Gentagelser er ikke længere bare gentagelser
Det allervigtigste, du kan gøre for at fremme samspil er at tune nøje ind på de signaler, der kommer fra barnet eller den voksne. Når du lytter mere nøje og afstemt, vil du begynde at lægge mærke til nye nuancer: hvordan stemmens klang ændrer sig i løbet af en lyd. Hvordan nogle bevægelser virker mere viljes-styrede end andre. Og med tiden, vil de lyde, bevægelser og handlinger, du før så som gentagelser, vise sig ikke at være helt de samme. Det kan hjælpe dig til at se, at en gentagelse aldrig kun er en gentagelse. Følgende er et eksempel på dette hentet fra praksis:
”Jeg satte mig ned ved siden af ham og lyttede til hans lyd. Oooo-u-oooo. Den lyd havde han sagt mange gange før, og han var vant til, at andre gentog lyden, at han sagde den igen og så videre. Men det havde ikke ofte ført til dybere udvekslinger. Det, jeg forsøgte nu, var at lytte mere opmærksomt og intenst. Jeg tror, jeg lyttede efter nuancer; jeg prøvede at gøre mig virkelig umage med at lytte til, hvordan han brugte stemmen. Hvordan hans lyd blev mere blød hen mod slutningen af lyden. Frem for med det samme at svare ham, gjorde mig umage med at lytte. Og da jeg gentog, aflæste jeg ham imens og prøvede på at forme min stemme på samme måde. Han sagde lyden igen på samme måde, og jeg lyttede meget nøje, før jeg igen svarede. Gangen efter sagde han den samme lyd, men alligevel ikke helt. Hvor han før havde sagt lyden ud i ét, begyndte han nu at lave en lille pause, et lille ophold, så han sagde oooo……u-oooo! Da jeg prøvede at gentage lyden på denne måde, gjorden han ‘turen’ efter pausen endnu mere tydelig, og så op på mig med en blikkontakt, jeg ikke før havde oplevet. Han gjorde gradvis pausen endnu længere, og brugte også sine hænder til at ae mig på kinden, mens han havde blikkontakt.”
Hvis vi ser ‘gentagelser som bare gentagelser’ er det ikke sikkert, vi ser de nuanceforskelle, der kan give adgang til mere kommunikation. Derfor kan det være nyttigt helt fra starten at lægge mærke til nuancer og se hver gentagelse som noget, der i princippet er nyt. Men det at opleve, at gentagelser ikke bare er gentagelser kan også være resultatet af at have givet plads til de samme lege, de samme lyde, de samme bevægelser, de samme dialoger mange gange – med en forståelse af, at gentagelse aldrig bare er gentagelse.
2. Øget evne til opmærksomhed – du ser mere
En af de ting, der måske allertydeligst fortæller dig, at du har fat i noget rigtigt, er noget, der på en måde sker med dig selv: Du opdager, at du lægger mærke til mere. At din egen evne til opmærksomhed er øget. At du, selv på dage, hvor barnet eller den voksne ikke gør så meget, har øje og øre for flere ting. Selvfølgelig kan dette ske samtidig med, at hun eller han rent faktisk gør mere. Men sammen med det oplever du måske, at din egen evne til at være opmærksom, lytte og se er blevet bedre. Du kan have fornemmelsen af, at uanset hvor lidt eller hvor meget, hun eller han gør i dag, så er du der til at se, lytte og bemærke. Nogle gange vil du simpelt hen opdage, at du ikke længere ser på personen på samme måde. At du slet ikke kan lade være med at bemærke detaljerne i de ting, personen gør, hans/hendes måde at vise glæde ved bestemte ting, rytmen i den måde, hun/han gør tingene på.
3. Personens repertoire bliver udvidet
Hos typisk udviklede spædbørn kan det set ud til, at nye skridt, nye færdigheder, nye lyde, øget blikkontakt, begyndende lege osv. bare kommer af sig selv. Men fra spædbarnsforskningen ved vi, at alt dette udvikles i nøje afstemte samspil, hvor omsorgspersonerne spiller en vigtig rolle. Hvis du gennem Intensive Interaction har fået fat i de principper, der tillader dig at spille denne rolle, vil et vigtigt tegn på det være, at den person, du støtter og hjælper, med tiden begynder at gøre nye ting.
Når du giver personen mere plads til at udforske det, hun/han kan, uden at have travlt, giver du også med tiden mulighed for, at hun eller han selv kan tage nye skridt på en tryg og sikker måde. Når du ikke har travlt med at ”fylde på”, men i stedet lader barnet/den voksne udforske gentagelser, giver det mulighed for, at hun eller han kan træne sit eksisterende repertoire og gennem dette komme til at føle sig stærk, tryg og sikker nok til at lave små variationer.
Et voksende repertoire kan i starten se ubetydeligt ud. Det er måske det, at personen forlænger en af sine lyde, eller at hun eller han bruger blikkontakt kortvarigt i en leg, hvor hun ikke har gjort det før. Et udvidet repertoire kan også være det at begynde at pludre, bruge ord og sætninger. For en person med fuldt udviklet talesprog kan et udvidet repertoire være det, at andre kommunikationskanaler inddrages, fx blikkontakt, flere ansigtsudtryk, flere pauser, hvor du kan komme til orde i samtalen. Eller det kan være det, at en kendt, simpel leg bliver udvidet og bliver mere kompleks. Jeg beskriver med vilje ”et udvidet repertoire” som et tegn på, at du gør noget rigtigt. Det er ikke sådan, at du skal få et udvidet repertoire “til at ske”. Når du understøtter kommunikation, er det ikke dig, der skal ”finde på nye ting”. I stedet kan du koncentrere dig om at lytte, tune ind og besvare; så du evner at bemærke, når personen selv finder på noget nyt.
4. De ting, I gør sammen, bliver mere og mere gensidige
Et forældrepar, der havde fået vejledning i Intensive Interaction, fortalte mig, ”Nu føler jeg virkelig, at vi har noget sammen. Det følte jeg også før, men forskellen er bare, at nu føler mit barn det også.” Et andet forældrepar fortalte mig, at de satte stor pris på den store sproglige udvikling, deres barn havde gennemgået, men det allervigtigste var, at hun i den grad insisterede på samspil; at de kunne mærke, hvor meget, hun ville dem. Hvor lege og aktiviteter før havde føltes lidt ensomme og fastlåste, var der nu en klar fornemmelse af, at hun delte sin verden og det, hun lavede, med andre. At hun begyndte at foretrække de lege, hvor andre var med, og at hun viste interesse for andre i lege og aktiviteter.
Oplevelsen af gensidighed er et godt tegn på at være på rette vej. Igen kan denne oplevelse se meget forskellig ud. For et barn med multiple funktionsnedsættelser, kan gensidigheden ligge i, at kommunikationen nu hovedsagelig består i de lyde, hun eller han er i stand til at lave (fx simple lyde med stemmen, lyde med munden, vejrtrækning), sådan, at hun eller han fx kan skiftes i en simpel dialog. For et barn med Aspergers syndrom, kan fornemmelsen af gensidighed bestå i, at der er flere pauser, mere blikkontakt og en større fornemmelse af at ”have” hinanden i samtaler og andre aktiviteter. Igen: den øgede gensidighed er et tegn på, et resultat af, at du har fat i noget af det rigtige. Det er ikke en færdighed eller en adfærd, du skal ”få den anden til”, men et pejlemærke, der kan fortælle dig, at der i jeres samvær er og har været plads til barnets initiativer og til, at disse har kunnet fylde og få betydning og indflydelse.
5. Kommunikation opstår oftere og oftere
”Når vi kommer ind ad døren nu, så vil hun lege med det samme. Han insisterer på kommunikation hele tiden.” Sådan sagde en gruppe fagfolk til mig i et specialskoletilbud, hvor vi over nogle dage havde arbejdet fokuseret med Intensive Interaction med en pige med autisme. Det var et hidtil isoleret og indelukket barn, men oven på besøget i klassen, fik personalet øjnene op for, hvordan de kunne blive mere relevante samtalepartnere for hende. Nu, efter en måned, kommunikerede barnet gennem hele sin hverdag. Hvor måltider, sange og andre aktiviteter hidtil var foregået med de voksne ”ved siden af”, lukkede hun dem nu ind i aktiviteterne. Det, der før var “fælles aktiviteter” blev nu for alvor fælles, gensidige aktiviteter. Ikke bare var der en større oplevelse af gensidighed i de fælles aktiviteter, men de fælles aktiviteter opstod spontant og i mange forskellige sammenhænge.
6. Kommunikationen føles dybere.
Det her er noget, som kommer ’pludseligt, men gradvist’. Det vil sige, at mange har oplevelsen af pludselig at bemærke, hvordan kommunikation gradvist er blevet dybere over længere tid. Jeg tror, at denne fornemmelse af ’gradvis men pludselig’ større dybde hænger sammen med, at dybden i kommunikationen ændres på utallige små og nogle gange uhåndgribelige måder.
Jeg husker særligt, hvordan et barn engang stoppede helt op, da jeg gentog hans ord (’Far er på vej’) og blidt spurgte, ’Er det dejligt?’. Drengen, som havde autisme, og som jeg tit havde klappet i hænder med, kildet og smilet med i glædesfyldte udvekslinger, stoppede op, gentog ’Dejligt?’ på en blød og eftertænksom måde. I et øjeblik fik han lidt blanke øjne, og så frem for sig. Derefter rettede han et blødt og mere langvarig smil mod mig end nogensinde før, hvorefter han legede den velkendte klappeleg; men med større intensitet, flere smil og flere lyde end ellers.
Fornemmelsen af dybere kommunikation kan også være oplevelsen af, at blikkontakt begynder at fylde mere i jeres samspil; at den bliver dybere eller mere betydningsfuld. Eller det kan være fornemmelsen af, at personen oftere og oftere vil ‘kommunikere bare for at kommunikere’ – at der er flere øjeblikke, hvor kommunikationen mere drejer sig om glæden, kontakten og samspillet i sig selv end om at opnå eller få noget bestemt. For nogle er oplevelsen af en dybere kommunikation knyttet til, at dialoger med ord og talesprog opleves mere fuldstændige og tætte, fordi den nonverbale del af kommunikationen fylder mere end tidligere.
7. Personen lærer nyt på andre områder
En kursist fortalte på et tidspunkt, at den unge mand, hun arbejdede med, var begyndt at have en mere rank holdning. Det er selvfølgelig godt for os alle, men for denne unge mand var det afgørende. Han havde multiple funktionsnedsættelser, svære kramper og en tendens til at have en helt bøjet nakke, så han, når han sad i sin kørestol, kiggede ned på sine ben. Forud for forløbet med Intensive Interaction havde der været iværksat mange øvelser for at lære ham en mere hensigtsmæssig kropsholdning. Det havde hjulpet ham til at kigge kortvarigt op, når de lavede øvelserne, men havde ikke ført til nogen varig forbedring af hans holdning. Formålet med Intensive Interaction er jo kommunikation, men undervejs i forløbet begyndte kursisten at se forandringer i den måde, han brugte sin krop på. Når hun sad sammen med ham og besvarede hans lyde (frem for selv at tage føringen eller at rose ham for de få ord, han kunne), begyndte han at kigge op – uden at andre havde bedt ham om det. Dette skete først kortvarigt, men siden blev i det i længere og længere tid af gangen. Intensive Interactions formål er at fremme kommunikation, men udvikling af kommunikation (og en øget lyst til kommunikation) kan på uforudsete måder fremme anden læring og udvikling for personen, både kognitivt, motorisk og selvhjælpsmæssigt. Derfor er det værd at overveje, hvordan en forbedret kommunikation kan have bidraget til, at personen begynder at kunne mere på mange områder af sit liv. Det kan også hjælpe en til at prioritere kommunikation, selv når det drejer sig om spisning, gymnastik, fysioterapi, det at tage tøj på eller danskundervisning. Videoen herunder er et eksempel på, hvordan de simple aktiviteter i Intensive Interaction kan understøtte læring på andre områder, fx motorisk og sprogligt.
8. Du ved både mere og mindre om, hvad du skal!
Det her er en erfaring, der ofte kommer, når man over længere tid har fundet frem til gode måder at arbejde med kommunikation og samspil. Hvis du har godt fat i at understøtte kommunikationsudviklingen hos et barn med kommunikationshandicap, så vil du paradoksalt nok opleve, at du både ved mere og mindre om, hvad du skal.
Du ved mere, fordi både din egen øgede opmærksomhed, din evne til at tune ind, din fordybelse i barnet og barnets udvikling og øgede kommunikation medvirker til, at du i kommunikationen venter, ser, lytter og besvarer input og signaler fra barnet på en måde, der hjælper til, at det, I gør, bliver fælles og glæder jer begge. Det er ikke den slags viden, hvor du, før du møder barnet, ved præcis, hvad du skal gøre og sige. Det er en viden, du gang på gang får i selve samværet. Du ved på forhånd, at det, du har brug for at vide for at kommunikere, vil opstå, når du lytter til, ser og hører barnet.
Og i den forstand ved du mindre. Du ved i mindre grad end før, præcis, hvad det er, du skal gøre eller sige i samspillet med barnet. Hvis du tidligere har haft en mere fast dagsorden for, hvad du ville bringe ind i samværet, eller hvad du håbede eller prøvede på at få barnet til, så vil du sikkert opleve, at du i meget ringere grad ”ved”, hvad I skal på forhånd.
Oplevelsen af både at vide mere og vide mindre kan føles som en fornemmelse af gradvist at få det bedre og bedre med at vide, at du aldrig ved, hvad der kan ske. At du ethvert samspil kan blive overrasket over, hvordan det kommer til at udfolde sig.
Hvordan du selv kan bruge de otte tegn: refleksion, genkendelse og opmærksomhed
Når du går i gang med fokuseret at støtte kommunikationsudvikling hos et barn eller en voksen, er det vigtigt at vide, hvorfor du gør det, og hvordan du kan gøre det. Et godt fundament for at arbejde med Intensive Interaction er basal indsigt i tilgangens formål og i de principper, der er centrale for tilgangen.
Men motivationen for og lysten til at fortsætte med det, du gør, afhænger selvfølgelig også af, at du hen ad vejen bemærker de tegn, der er på, at du gør det rigtige. At kunne spore fremgang, både i samspillet her og nu og over en længere periode, hjælper dig til at stole på, at du gør det rigtige. Én af de ting, vi kan gøre, er at ’indstille os selv på den rigtige kanal’ – så vi i højere og højere grad fanger de signaler og erfaringer, der kan fortæller os, at vi er på rette spor. Jeg håber, at du enten kan genkende dig selv og dine egne erfaringer i de otte tegn, jeg har beskrevet ovenfor, eller, at de kan hjælpe dig til at blive mere bevidst om alle de mange ting, der efterhånden vil fortælle dig, at den indsats, du gør lige nu, er meningsfuld og givende for dem, du er tæt på enten derhjemme eller i dit arbejdsliv.
